Bryghuset Kragelund brygger et smalt sortiment af helårsbryg, der suppleres med årligt tilbagevendende sæsonbryg og en række enkeltstående specialbryg. Alt øl er overgæret, ufiltreret og upasteuriseret.
Flaskemodning
Øllet eftergæres i 4-5 uger på flasken. I forbindelse med denne “flaskemodning” dannes også kuldioxiden i øllet.
Ufiltreret og upasteuriseret
Øllet bevarer mange flere smags- og duftindtryk, når man undlader filtrering og pasteurisering af øllet. Øllet fra Bryghuset Kragelund er et levende produkt, når det tappes og vil have et modningforløb på flasken, som er individuelt for de forskellige øltyper. Mest markant er at humlens aroma, krydrede smag og bitterhed aftager over tid. Alkoholstærke øltyper vil ofte blive mere harmoniske og portvinsagtige efter modning i 1-2 år.
Ufiltreret øl vil, afhængig af type, se lidt mere tåget ud når det skænkes i et glas og der vil i særdeleshed ved flaskemodnede øl normalt ligge et lille lag bundfald (bestående af gær og proteiner) i flasken. Vi anbefaler derfor at transportere og opbevare flaskerne opretstående, hvis dette er muligt. Opbevares helst minimum 2 dage ved serveringstemperatur efter hjemtransporten.
Øllet skænkes forsigtigt i glasset, og det er bedst at skænke hele flaskens indhold i en bevægelse, så man undgår at hvirvle unødigt bundfald op. Skænk gerne så øllet ”plasker” i glasset og der dannes en god skumkrone, som er vigtig for den fulde nydelse af smag og duft.
Vi synes, at en flaskemodnet og ufiltreret øl modnes med megen ynde og opfordrer øldrikkere til at gerne at gemme øl til langt over mærkedatoen. Øl bør opbevares køligt og mørkt for bedst holdbarhed.
Alhede Hvede
+
-
– Alhede hvede er en forfriskende lys hvedeale efter bayersk forbillede, som passer perfekt til at nyde en varm sommerdag. Der anvendes en hvedealegær, som fremhæver hvedekarakteren og giver noter af nellike og banan. Hveden og gæren giver en uklar øl. Alhede Hvede holder en alkoholprocent på 5%.
Altbier
+
-
– Altbier er en dejlig mørk kobberfarvet øl med smukt skum. En let drikkelig og forfriskende øl. Præcis som sit forbillede fra Düsseldorf. Albier har en behagelig frisk bitterhed med en let og ædel humlesmag.
American Pale Ale
+
-
– er en ale inspireret af den amerikanske ølstilart, som er præget af kraftig humling. Øllet er ravgyldent og forfriskende med et alkohol indhold på 5,6%. Der anvendes generøse mængder cascade humle for at få en kraftig humle smag og aroma med let citrus karakter.
Double Dry Hopped IPA
+
-
– er en moderne IPA efter amerikansk forbillede, hvor der ikke er øllets bitterhed der fokuseres på, men derimod frugtigheden fra de udsøgte amerikanske humler. Smag og aroma fås fra Columbus, Cascade og Citra humler, som tilsættes øllet i generøse mængder sent i bryggeprocessen, samt under gæring og modning for at give et maksimalt indtryk af tropiske- og citrus frugter.
Katarinas Stout
+
-
– er en Russian Imperial Stout – en sort, fed ale og en smagsoplevelse grænsende til det ekstreme! Brygget på den gode Maris Otter malt med en rigelig sort ristet byg og sorte malte til at give øllet karakter. Smagen har noter af anis og kaffe. Katarina er humlet med de engelske Northdown og East Kent Goldings humler. Nydes alene eller med bløde oste eller mørk bitter chokolade. 10,0% vol.
Kölner
+
-
– er en let ale på 5% efter inspiration af den tyske Kölsch stilart, som under navnet Kölsch kun må brygges i Köln. Kölner er et gyldent forfriskende let frugtigt øl, som gør sig rigtig godt en varm sommerdag. Øllet er brygget med den specielle kölschgær, som gærer meget rent og betoner præget fra Tettnang-humlen. Nydes ved 5-6 grader – herlig som ledsager til en frokost eller en let middag.
Natmand Havre Stout
+
-
– det sorte lyspunkt i den mørke tid. Natmand er en sort relativt tør overgæret all-grain stout, hvor det ikke rundhed, men den rene umaskerede mørke maltsmag som dyrkes. Smagen er udpræget domineret af de sorte malte som anvendes, som giver indtryk af chokolade og især kaffe. Havren anvendes for at give mundfylde, og skummet er tæt og cremet nøddebrunt. Natmand holder en alkoholprocent på 6%. Serveres bedst kælderkold 10-11 grader.
Pramdrager Porter
+
-
– er i udgangspunktet en fyldig engelsk inspireret Porter, brygget med henblik på nydelse efter dagens slæb. Pramdrager er meget mørkbrun i glasset og giver et smukt nøddebrunt skum. Brygget på engelsk Maris Otter malt, mørke karaktermalte samt engelsk Northdown- og East Kent Goldings humle. Gæret på engelsk alegær. Pramdrager holder 7% alkohol og nydes allerbedst i en stille stund for sig selv – alternativt som ledsager til et lille stykke chokolade eller en sød dessert.
Saison
+
-
– Saison er en belgisk inspireret efterårsbryg. En orangegylden ale med hvidt, tæt skum. Smagen er frugtig og krydret med noter af koriander og peber og med tør finale. Saison har en dæmpet men alligevel markant humling og holder ca. 6,5% vol. En rigtig nydelsesøl med krop nok til at stå alene.
Sankt Valborg
+
-
– er en stærk ravfarvet hvedeale inspireret af ølstilen Weizenbock. Trods det høje alkoholindhold er øllet forfriskende. Der anvendes en hvedealegær, som fremhæver hvedekarakteren og giver noter af nellike og banan. Aroma og eftersmag præges af den friske og delikate tyske Hersbrückerhumle . Hveden og gæren giver en uklar øl. Sankt Valborg holder en alkoholprocent på 7,5%
Scottish Strong Ale
+
-
– en meget karakterfuld og maltpræget ale inspireret af de skotske strong ales. Øllet er mørkt og har et alkohol indhold på 6,4%. Scottish Strong Ale får sin sjæl fra rigelige mængder karakterfulde malte: münchner-, crystal- og caraaromamalt, som balanceres af en passende bitterhed.
Skovlovring Barley Wine
+
-
– er en amerikansk inspireret kraftkarl af en barley wine. Det er en all-malt ale hvilket betyder, at den er baseret på store mængder Maris Otter malt som giver en alkoholprocent
på 10% vol. uden at der er tilsat sukker som det ellers er reglen ved så stærke øl. Den er kraftig krydret med amerikanske humler (Columbus, Cluster og Cascade) for at opnå den karakteristiske bittersøde balance. Skovlovring er en decideret nydelses bryg som sippes i små slurke ved 7-9 grader.
Steam Beer
+
-
– er en let lagerøl inspireret af de amerikanske Steam Beer, der blev brygget i Californien i sidste halvdel af 1800 tallet. Tro mod traditionen er Steam Beer gæret med lagergær ved ca. 16 grader. Dette giver et friskt, læskende og frugtigt øl hvilket yderligere fremhæves af en kraftig humling udelukkende med den New Zealandske humle “Nelson Sauvin”, hvis komplekse frugtighed ofte sammenlignes med druen Sauvignon Blanc. Steam Beer har et alkoholindhold på 4,2% alkohol.
Tripel Salto
+
-
– er en stærk lys ale efter belgisk inspiration, hvor tripel er en stærk klosterøl præget af malt og gær, som giver en krydret smag med f.eks. præg af nellike og peber, som stammer fra den trappistgær som anvendes. Tripel er en decideret nydelsesøl som drikkes i små slurke alene eller sammen med gode kraftige sammenkogte retter.
Vanilla Porter
+
-
– er en lækker cremet porter af engelsk type. Øllet er fyldigt og rundt og krydret med humle og udtræk af hele Madagaskar vanille stænger af gourmet kvalitet.
West Coast IPA
+
-
– West Coast IPA er en kraftfuld India pale ale inspireret af den amerikanske craft brew revolution, hvor humling af øl blev taget til et nyt niveau. Øllet er brygget af Maris Otter malt og rundet af med mørke caramelmalte, hvilket giver en smuk orangerød øl med tæt skum. Der er humlet kraftigt med amerikanske Columbus og Cascade humler, tilsat mange gange igennem brygforløbet for at få alle nuancer af citrus og bitterhed med. Ca. 7,5% vol.
Sint Niklaas Juledubbel
+
-
– er en mørk ale inspireret af den belgiske dubbel men tilføjet ekstra humle for at hamle op med den danske julemad. Den holder 8% alkohol og er gæret på en belgisk trappistgær, som sammen med mørke karaktermalte og en kraftig smagshumling giver en fyldig krop med noter af rosiner og bær. Nydes alene eller med traditionel julemad.
Frigives ca. 1. november.